fredag den 6. september 2013

Destruktiv og ærgerlig slutning

Forventningerne var forholdsvis høje da jeg tog ind for at se "Now You See Me"(2013) som er instrueret af Louis Leterrier og har en flot rollebesætning af blandt andre Morgan Freeman og Michael Caine. Desværre blev forventningerne ikke indfriet.


Filmen handler om fire forskellige tryllekunstnere som alle på mystisk vis modtager en invitation om et hemmeligt møde. Et år senere optræder de fire tryllekunstnere som nu kalder sig for apokalypsens fire ryttere sammen i et show hvor de tilsyneladende røver en bank i Paris imens de er på en scene i USA. Derfor bliver det svært for politiet at anholde tryllekunstnerne for røveriet. For hvis de anholdes for røveriet vil det jo sige at politiet anerkender at magi eksisterer. 

Starten af filmen fungerer rigtig fint. Den er spændende og fuld af sjove trylletricks. Skuespillerne virker veloplagte og historien fungerer således at publikum gennem hele filmen forsøger at regne plottet ud. Men mere pænt har jeg desværre heller ikke at sige om filmen. Slutningen falder totalt til jorden. Den er usammenhængende og decideret rodet. Intet bliver fuldt til døren og det virker mest af alt som om der ikke var mere tid at løbe på og derfor skulle filmen afsluttes i en fart. Det er en skam for starten fungerer rigtig fint. Måske er "Now You See Me" et eksempel på en god idé som blev for svær at afslutte. Endnu et kritikpunkt fra min side er, at det er ustyrlig irriterende at flere af trylletricksene er blevet animeret. Jeg er ikke fan af at man animerer i film, hvis det ikke er nødvendigt og det er det ikke i "Now You See Me". Der findes masser af fantastiske tryllenumre i verden i forvejen så vi behøver ikke animerede piratfisk eller flyvende klæder til at gøre dem flottere. 


Det er simpelthen så ærgerligt at slutningen ikke lever op til starten af filmen, men i stedet ender med at ødelægge hele indtrykket af filmen. 

Jeg giver "Now You See Me" 3 ud af 6 stjerner *** (det er stadig stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar