mandag den 28. oktober 2013

Animation som vi kender det

Anmeldelse af "Turbo"(2013) som kan opleves i 3D


"Turbo" er på ingen måder overraskende. Hvis du har set "Cars"(2006) eller "Bee Movie"(2007) så har du næsten også set "Turbo". "Turbo" handler om en snegl som drømmer om at blive en racer-snegl. Selvom alle mener at det er forkert at drømme om at blive en racer-snegl, når man er en snegl, så stopper det ikke Turbo. Han nægter at tro på at det eneste han kan opnå i livet er at forblive en have-snegl. Han drømmer stort og han kommer også til at opleve mere end en almindelig snegl ville gøre.


"Turbo" er som sagt alt andet end original. Det er åbenbart populært med denne slags animationsfilm for tiden. Det er naturligvis en skam at alle animationsfilm ligner hinanden for tiden for "Turbo" er egentlig slet ikke så dårlig. Den kommer dog til at stå i skyggen af alle de andre i samme genre og man kommer til at tænke; kom nu med et nyt koncept!! Alligevel er filmen sjov og til tider original i replikker og referencer. Eksempelvis er det sjovt når Turbo bliver lavet om til en turbo-snegl ved hjælp af stærke referencer til Spiderman-filmene. Her ser man, hvordan mutationen sker gennem de røde blodceller(eller hvad det nu er). Disse referencer fungerer.


"Turbo" er alt for amerikansk i sin "du-kan-blive-hvad-du-vil" og sin gengivelse af SÅ mange andre animationsfilm, men den er stadig sjov og sød.

"Turbo" får 3 ud af 6 stjerner fra mig: ***(=stjerner) 

Xoxo The filmexpert-wannabe




mandag den 21. oktober 2013

Guilty pleasure

Anmeldelse af "White House Down"(2013) med Channing Tatum og Jamie Foxx i hovedrollerne.



Politimanden John Cale tager til en jobsamtale om at blive Secret Service i det hvide hus. Han tager sin 11-årlige datter, som er stor fan af præsidenten og politik i det hele taget, med for at gøre hende i bedre humør efter han på det sidste har forsømt hende. Han får ikke jobbet og det skal vise sig at være en dårlig dag at befinde sig i det hvide hus. Netop denne dag finder et angreb mod det hvide hus nemlig sted.


"White House Down" minder utrolig meget om en anden film som havde premiere i Maj 2013, nemlig "Olympus has fallen" og det er ikke helt tilfældigt. Af og til kommer der to film fra Hollywood som er stort set ens og de kommer meget tæt på hinanden tidsmæssigt. Et andet eksempel på dette kunne være "Armageddon" og "Deep Impact" fra 1998 som havde premiere utrolig tæt på hinanden. Ideen med dette er et direkte face-off hvor de to film konkurrerer om at sælge bedst. 
Blandt andet derfor kan man ikke kalde "White House Down" for decideret overraskende. Men det er ikke kun på grund af "Olympus has fallen". "White House Down" er klassisk action med alt, hvad det indebærer. Masser af guns, eksplosioner, ødelæggelse (også når det er unødvendigt), lækre biler, one-liners og jeg kunne blive ved. 
Channing Tatum og Jamie Foxx er gode sammen og filmen byder på lækker letfordøjeligt action. Er man til det vil man også nyde "White House Down". Filmen er ALT for patriotisk på den klistrede måde, men filmen har samtidig en ironisk distance til netop dette så det bløder klart op for det. Der er masser af humor i filmen. Det kan naturligvis let blive for meget, når præsidenten giver den som nørdet komiker iført Jordan-sneakers, briller og kæmpe-gun, men det gør netop at filmen bliver, hvad den egentligt gerne vil. Nemlig at være et total ligegyldig, men letfordøjeligt brag af en action-film. "White House Down" er guilty pleasure(hvilket vil sige en film man ikke burde være stolt af at man sluger råt) når det er bedst.


"White House Down" får 3 ud af 6 stjerner fra mig. ***(=stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe


tirsdag den 15. oktober 2013

Har jeg ikke set den film før?

Anmeldelse af "The Heat"(2013).
Komedie med Sandra Bullock og Melissa Mccarthy.


Den korrekte FBI-agent Ashburn møder den alt andet end ortodokse politibetjent Mullins da de bliver tvunget til at arbejde sammen om en sag om narkotika. De to er godt nok meget forskellige men finder snart hinanden og finder ud af at deres forskelligheder er positive for deres makkerskab.


ALTID smukke og sjove Sandra Bullock gør det fortrinligt i denne komedie og det samme gør Melissa Mccarthy som vi/jeg kender fra "Bridesmaids"(2011).  De er begge mega sjove og gør det virkelig godt med, hvad de har at arbejde med. Men så meget har de bare ikke at arbejde med. Historien er ikke stærk i "The Heat" og det lider de skønne skuespillere under. Derudover er det som om jeg allerede kender denne film... Jeg føler jeg allerede så den i "Miss Congeniality"(2000). Bortset fra at der går Sandra Bullock fra at være mono-bryns-grim til at blive smuk beauty-Queen! Men humoren er bedre i "The Heat" og den seje Melissa Mccarthy hjælper helt klart med til det! De to piger gør det godt og filmen er værd at se, hvis man kunne lide "Miss Congeniality". 



"The Heat"er sjov, men plottet er dårligt. Derfor får den 3 ud af 6 stjerner fra mig. ***(=stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe




lørdag den 12. oktober 2013

Endelig en god toer

Så er det for nogle efterårsferien og biograferne bugner af familiefilm. Op til alle ferier eller helligdage dukker der altid masser af film op til at familien sammen kan tage i biffen, men ofte er disse film ikke meget værd. Men jeg har fundet en I sagtens kan tage ind og se og som hele familien vil holde af(tror jeg). Anmeldelse af "Monsters University"(2013).


"Monsters University" er forhistorien til "Monsters, Inc."(2001) og handler om Mike Wazowski som siden han var barn har drømt om at blive en skræmmer. Han har derfor forberedt sig gennem sin skolegang på at starte på universitetet. Her møder han James P. Sullivan, bedre kendt som Sulley. De to starter bestemt ikke ud som venner. Mike er en "straight a's"-elev mens Sulley er fantastisk i praksis. Altså har de hver især den egenskab som den anden mangler. De to bliver rivaler og det kommer så vidt at de begge blive bortvist fra universitetet. Men Mike giver ikke så let op...



"Monsters, Inc" var en herlig animationsfilm og derfor var jeg også ekstra forbeholden i forhold til 2'eren, men jeg synes faktisk "monsters University" holder. Hvis man kunne lide 1'eren vil man højst sandsynligt også kunne lide 2'eren og man kan faktisk også godt se 2'eren uden at have set 1'eren. "Monsters, Inc" er stærkere i historien, men det er ikke nogen dårlig historie "Monsters University" disker op med. Mike Wazowski er stadig sjov og det er Sulley også. Også mange af de nye karakterer 
er rigtig fine så der er god grund til at tage familien med i biografen og se "Monsters University". Rigtig go fornøjelse og god efterårsferie!


Jeg giver "Monsters University" 4 ud af 6 stjerner ****(you know)

Xoxo The filmexpert-wannabe

tirsdag den 8. oktober 2013

Spændende historie - kedelig film

Anmeldelse af "Jobs"(2013) med Ashton Kutcher i hovedrollen som Steve Jobs - skaberen af Apple.


Vennerne Steve Jobs og Steve Wozniak skaber i 70'erne den første personlige computer sammen i en garage. Egentlig ville de blot imponere andre i det teknologiske miljø(man kan godt høre jeg ikke er synderlig computer-skarp), men Jobs stopper ikke her. han begynder at lede efter investorer og inden længe er de to venner blevet mangemillionære. Steve Jobs er dog ikke nogen helt almindelig mand og han er svær at gøre tilfreds.

Ashton Kutcher er ofte en misforstået skuespiller. Han forbindes med mange dårlige film, men det betyder ikke at han ikke kan være dygtig. Se eksempelvis "The Butterfly Effect"(2004) og se ikke "Just Married"(2003). I "Jobs" er Kutcher genial! Han har virkelig læst på lektien og gør det utrolig godt. Ikke nok med at han ligner Steve Jobs, han taler også som ham og bevæger sig som ham. Se Bare ligheden mellem Ashton Kutcher som Steve Jobs og den virkelige Steve Jobs.


Desværre er "Jobs" bare kedelig, utrolig kedelig. Det er ellers en spændende livshistorie Steve Jobs havde og jeg synes også hans excentriske og særegne natur havde masser af grobund for en spændende film om hans liv, men det leverer "Jobs" desværre ikke. Fedt at Ashton Kutcher gør det godt, men ærgerligt at filmen ikke lever op til hans store arbejde.

Zzzzzz...

Jeg giver "Jobs" 2 ud af 6 stjerner og de gives til Kutcher **(stadig stjerner)

Xoxo The Filmexpert-wannabe



mandag den 7. oktober 2013

Længe ventet dansk krimi

Anmeldelse af "Kvinden i buret"(2013). Instrueret af Mikkel Nørgaard og med Nicolaj Lie Kaas i hovedrollen som Carl Mørck. Til de få som ikke har fanget det så er dette filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens krimi af samme navn.


Politimanden Carl Mørck er efter en skudepisode, som kostede hans ene makker livet og den anden sin førlighed, blevet degraderet til at arbejde i afdeling Q, som er en nyoprettet afdeling for gamle sager. Han får makkeren Assad og sammen går de i gang med en fem år gammel sag, som handler om Merete Lynggaard, en ung politikers forsvinden. Sagen blev i sin tid lukket med en formodning om selvmord, men det lader Carl Mørck sig ikke spise af med og således begynder en intens jagt på sandheden.

"Kvinden i buret" er dansk krimi når det er bedst. I forførende noir-stil a la "forbrydelsen" skildres antihelten Carl Mørck, den mystiske men yderst humoristiske Assad og Meretes modbydelige og angstprovokerende skæbne. Det er ellers en virkelig svær opgave at lave en bestseller af den kaliber som Jussi Adler-Olsen har disket op med om til en film, men det lykkes virkelig. Karaktererne er stærke, takket være Jussi Adler-Olsen, men at overføre det til film behøver ikke gå godt, men det gør det. Nikolaj Lie Kaas gør det fantastisk og det gør Fares Fares også som Assad og deres sammenspil fungerer glimrende. Også Sonja Richter gør det sublimt som Merete. Det er simpelthen imponerende! 


Da jeg læste bogen tænkte jeg ikke at makkerparret Carl og Assad skulle se sådan her ud, men jeg klager ikke! Filmen er langt pænere besat end i mine egne forestillinger. Ellers synes jeg det meste ligner mine forestillinger i filmen og det er sjældent det sker ved filmatiseringer. Generelt synes jeg virkelig stemningen af bogen er blevet fanget i filmen. 

Jeg har utrolig få indvendinger til denne film og så store er de ikke. Måske er der skruet lidt for højt op for følelsesmusikken når scenerne bliver rørende og måske er historien om skurken lidt for klichéramt og overdreven. Men altså... Det er småt og jeg er stadig glad! Men, hvad sker der for plakaterne for filmen? Det er jo fjollet. Skal de være dækket af støv fordi de arbejder med gamle sager? Ej, stop det! Det er jo dumt!


Jeg er som sagt glad! "Kvinden i buret" er en fantastisk dansk krimi som jeg varmt vil anbefale. Jeg giver den 5 ud af 6 stjerner *****(=stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe



lørdag den 5. oktober 2013

Halloween-edition

Det er blevet koldere og mørkere og Halloween nærmer sig med hastige skridt. Det er derfor tid til at krybe sammen under et tæppe og se en uhyggelig film. Jeg er virkelig en tøs når det kommer til gyserfilm, men som filmentusiast er der ingen vej uden om og det kan også godt være lidt hyggeligt med lidt uhygge af og til.

Til Halloween har jeg en tradition med at invitere mine bedste veninder til en aften i gys og hygge. Vi indtager min stue med alt hvad der kan findes af tæpper, dyner og puder, så spiser vi slik til vi er ved at sprække og ser gyserfilm til vi ikke tør sove alene og derfor har jeg ofte overnattende gæster efter denne aften. Det er SÅ hyggeligt! 

Så i anledning af Halloween har jeg lavet en top 10 over de bedste uhyggelige film according to me:

1. Psycho - første pladsen indtages naturligvis af gyserfilmens moder, Alfred Hitchcocks fantastiske mesterværk psycho fra 1960. 


2. The sixth sense - thrilleren fra 1999 med Bruce Willis og sygt dygtige Haley Joel Osment i hovedrollerne. Den film skræmmer livet af mig igen og igen og selvom det ikke er alle der har det sådan med den film så er det alligevel en sindssyg god film så den er altid værd at se.


3. What lies beneath - må indrømme at jeg aldrig har set denne film fra start til slut. Den er bare for uhyggelig! Altid skønne Michelle Pfeiffer har hovedrollen i denne utrolig uhyggelige thriller fra 2000


4. The Shining - Jack Nicholson er sublim i denne gyser fra 1980. "Here's Johnny" - Simpelthen en klassiker


5. The exorcist - puh ha den er altså grum, f.eks. scenen hvor den lille pige kravler ned af trappen! Behøver jeg sige mere? Seje Max von Sydow har hovedrollen i den ondskabsfulde gyser fra 1973 som for øvrigt vandt to Oscar-statuetter og fire Golden Globes.


6. Saw - vanvittig spændende film og også ret uhyggelig. Denne thriller er fra 2004 og er instrueret af James Wan. Se den første film og lad Saw 2, 3, 4, 5, 6 og 7 ligge. 


7. Jaws - endnu en klassiker! Nej hajen ser ikke livagtig ud, men det er altså ikke dårligt lavet i betragtning af, at filmen er fra 1975. Min far syntes at det var en god idé at jeg så denne film i en alder af 6, hvilket resulterede i flere års mareridt. Denne Steven Spielberg-klassiker holder altid! Og jeg ELSKER musikken!


8. The Ring - om du tager den amerikanske eller den japanske er underordnet. Du skal nok blive bange uanset hvad. Den japanske har et særligt udtryk som er kendetegnende for de japanske gysere, og de japanere ved bare hvad de laver når de skaber gysere. Den amerikanske er mere chok end stemning. Den japanske er fra 1998 og den amerikanske er fra 2002.

 
9. The Others - endnu en gang er det blevet en smagssag, hvad der skræmmer os mest, men den her film giver mig kuldegysninger. Ikke mindst på grund af den overraskende slutning. Den er fra 2001 og har Nicole Kidman i hovedrollen.


10. Mørke - virkelig vellykket dansk thriller fra 2005. Stjernespækket og bare en af de film hvor netop mørket kryber ind på én! Det er måske ikke den mest uhyggelige film jeg har set, men stemningen er imponerende og meget klam.


Det er så svært at vælge! Det her var et forsøg, men det betyder ikke at der ikke findes masser af andre fantastiske uhyggelige film!

Glædelig Halloween med masser af uhygge til alle!

Xoxo The filmexpert-wannabe