mandag den 30. september 2013

Wannabe Pirates of the Caribien

Anmeldelse af "The Lone Ranger"(2013).
Det er ganske vist lige på falderebet med denne films tid i biografen, men den er dog stadig i biffen så her kommer der en anmeldelse i den 11. time.




"The Lone Ranger" har min imaginære kæreste Johnny Depp og Arnie Hammer i hovedrollerne og folkene bag filmen er også holdet bag "Pirates of the Caribien"-filmene. Og det har de ikke forsøgt at skjule. Filmen har en noget rodet handling så det er lidt svært at genfortælle, men jeg skal gøre et forsøg;

John Reid er ellers en retskaffen nyudknækket forsvarer som tror på lovens ret, men da hans liv rodes ind i indianeren Tontos mission om at dræbe skurken Butch Cavendish må han tage sine idealer op til overvejelse.

Og så giver jeg allerede op med hensyn til referat af filmen. Filmens historie er nemlig simpelthen noget rod. Blandt andet også fordi der er en underlig rammefortælling om filmen, som handler om en dreng i 1930'erne som er på et "fair", hvor han går ind i et telt for at se vestens fantastiske verden. Herinde møder han en ældgammel indianer som så fortæller historien. Det giver ingen mening.
Handlingen er altså ikke stærk i "The Lone Ranger", men det er billedet til gengæld. Scenerne er flotte og de er dejligt tro mod de klassiske western-film. Der er også en stærk rollebesætning med blandt andre den evigt smukke Ruth Wilson som altid er en fornøjelse at se på.



Til gengæld forstår jeg ikke, hvad Helena Bonham Carter, som spiller en prostitueret kvinde med et elfenbensben som har pistol i hælen, laver i filmen. Hun har en lille, ligegyldig rolle så måske det bare er fordi vi er blevet glade for at se hende og Johnny Depp sammen i diverse Burton-film.



Filmen minder virkelig meget om "Pirates of the Caribien". Der er selvfølgelige det åbenlyse i at Johnny Depp igen spiller en underlig karakter med langt hår og make-up i ansigtet, men også den sjove pirat med øjet som bliver ved at falde ud af øjenhulen fra pirates-fimene er forsøgt gentaget med en kyse-beklædt cowboy-skurk. Desværre er filmen forvirrende i, hvad den vil. Den prøver at være sjov flere steder, men Johnny gør det bare bedre som excentrisk pirat end han gør det som underlig indianer. Filmen er ikke særlig sjov, men langt mere brutal end "Pirates of the Caribien" og dermed når den ikke i mål. Derudover er filmen simpelthen for lang. 

        


Jeg vil egentlig ikke anbefale denne film. Se hellere "Pirates of the Caribien" en gang mere. Men er du vild med westerns og smukke mennesker så kan du sagtens få en udmærket filmoplevelse her. Også det smukke billede og aktionfyldte scener vejer op for den manglende historie(eller i hvert fald ekstremt rodede historie) og den punkterede Jack Sparrow.

Jeg giver "The Lone Ranger" 2 ud af 6 stjerner(undskyld Johnny-baby) **(=stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe


Ingen kommentarer:

Send en kommentar