mandag den 2. september 2013

En anderledes romantisk triologi

Anmeldelse af Before Sunrise, Before Sunset og Before Midnight




Jeg har ikke været hurtig i optrækket for jeg har først for nyligt opdaget de tre film som jeg nu vil anmelde. Den første er Before Sunrise(1995), den anden er Before Sunset(2004) og den sidste er Before Midnight(2013). Filmene er alle instrueret af Richard Linklater og har Ethan Hawke og Julie Delpy i hovedrollerne. Hvis man har fuldt anmeldelserne af filmene kan man se at de har fået kæmpe anerkendelse. Derfor undrede det mig at de fuldstændigt var gået forbi min næse indtil nu, hvor den sidste film er at finde i biograferne. Men nu efter jeg har set filmene forstår jeg det hele meget bedre. Jeg får ofte anbefalet film af venner og familie, men ingen af dem som ville anbefale mig film har set denne triologi og ærlig talt ved jeg heller ikke, hvem jeg skulle anbefale filmene til? Dermed ikke sagt at jeg ikke er begejstret for det er jeg, men dette er ikke helt almindelige romantiske dramaer som kunne passe ind en fredag aften foran fjerneren med veninderne(i hvert fald ikke de veninder jeg har).


Before Sunrise handler om to unge mennesker som møder hinanden i et tog. De føler en særlig tiltrækning overfor hinanden og derfor beslutter de sig for at stå af i Wien, hvor de tilbringer dagen og natten sammen indtil solen står op. Jeg skal prøve ikke at afsløre for meget hvis nogen skulle beslutte sig for at se filmene, men jeg kan sige så meget som at filmen slutter utrolig åbent. For ikke at ødelægge andres oplevelser af disse film vil jeg ikke fortælle, hvad de to andre specifikt handler om.
Filmene handler alle om kærlighed, men ikke på den klichéramte eller lyserøde måde. Disse film er på ingen måde hollywood-iserede(hvis jeg må være så fræk selv at opfinde ord) og det er netop det som er med til at gøre dem smukke. De indeholde flere scener som kunne være blevet for meget, hvis der havde været sød underlægningsmusik eller lange blikke mellem karakterende eller lignende. Men filmene indeholder næsten ingen underlægningsmusik og hver gang en scene nærmer sig det klichéramte pilles situationen straks ned. Det er inspirerende for en gang skyld at se film som tør være anderledes og de lykkes i særdeleshed i både at være smukke, nærværende og unikke. 
Desværre ved jeg som sagt ikke hvem jeg skal anbefale filmene til. Jeg synes virkelig de er værd at se, men hvem vil nu om dage se en film uden underlægningsmusik og som mest af alt er én lang samtale mellem to mennesker. Deres dialoger er filosofiske og inspirerende, men de er også lange og tunge og derfor kan det måske være kedsommeligt for nogle. Alligevel vil jeg håbe at de som ønsker sig en anderledes og forfriskende filmoplevelse vil forsøge sig med disse film.



Before Sunrise, Before Sunset og Before Midnight får alle 5 ud af 6 stjerner af mig *****(det er stjerner)

Xoxo The filmexpert-wannabe




Ingen kommentarer:

Send en kommentar